
Halloween Guide: Aktuelle og kommende gysere
Gys skal opleves i en bælgmørk biografsal, hvor sidemanden spjætter af skræk, og lyden af jumpscares er umulige at ignorere.
Derfor er det heldigt, at Halloween i Nordisk Film Biografer allerede er godt dækket ind med hele to gyser-sensationer og et gensyn med en legendarisk morder på programmet. Og så er der flere skræmmende titler på vej. Vi guider dig herunder.
I BIOGRAFEN NU
Terrifier 2 - Halloween-forpremiere på hypet klovnegys
Art the Clown jager teenagepiger - og denne gang går det ud over Sienna og hendes lillebror på Halloween-aften. 'Terrifier 2' er en af nyere tids mest hypede horrorfilm, og i USA har man oplevet episoder, hvor publikum har brækket sig eller er besvimet under visningen.
Filmen får premiere den 8. december, men vi viser den allerede den 31. oktober for at fejre årets uhyggeligste dag. OBS: Filmen vises uden undertekster.
Find billetter til forpremieren d. 31. oktober
Smile - årets gysersensation
Gyserfilmen 'Smile' er allerede et hit verden over, hvor biografgæster kommer ud med et virkelig anstrengt forhold til brede, intense smil.
Filmen følger i samme tradition som 'It Follows' og 'The Ring', hvor et uforklarligt fænomen "forfølger" ofrene... og endda ser ud til at smitte. En film der kan få dig til at savne mundbind og værdsætte sure mennesker.
Halloween Ends - Michael Myers' sidste stik
Opfølgeren til 'Halloween' (2018) og 'Halloween Kills' afslutter sagaen, der startede med John Carpenters klassiske gyserfilm fra 1978.
'Halloween Ends' er den 13. fortælling om den maskerede morder Michael Myers, og hans kamp mod Laurie Strode, der igen spilles af Jamie Lee Curtis. Filmen er instrueret af David Gordon Green, der også stod bag de to forgående.
GYSERE PÅ VEJ
Prey for the Devil - i lære som eksorcist
Den unge nonne, Søster Ann, føler sig så kaldet til at blive eksorcist, at hun kommer i lære på en slags eksorcisme-skole. Men med hende ankommer også en dæmonisk tilstedeværelse, som vækker mindelser til det selvsamme væsen, der i sin tid besatte Anns egen mor.
Filmen er instrueret af manden bag den effektive gyser 'The Last Exorcism'.
Premiere den 17. november - Se trailer
True Haunting - inspirationen bag 'Eksorcisten'
To år før William Friedkins banebrydende gyser 'Eksorcisten' fandt en virkelig dæmonuddrivelse sted i Chicago.
Begivenheden, der var den første tv-transmitterede eksorcisme på NBC, blev et kæmpe publikumshit. Men desværre blev eksorcismen ikke et stort hit for familien Becker, som boede i det besatte hus. Det skrev Edwin F. Becker en bog om, der nu kommer som film.
Premiere den 5. januar 2023
M3GAN - dræberdukke fra manden bag 'The Conjuring'
Robot-ingeniøren Gemma bygger en meget mennesketro dukke til sin niece... og ja det skulle hun ALDRIG have gjort! Vi kan allerede i traileren se, at M3gan er filmverdens nye Chucky, og eftersom James Wan ('The Conjuring', 'Insidous') står bag historien, bør dette være kræs for gyser-elskere.
Premiere den 12. januar 2023 - Se trailer
Knock at the Cabin - M. Night Shyamalan er tilbage
Manden bag film som 'The Sixth Sense', 'Unbreakable', 'Split' og 'Old' har samlet et stærkt hold i filmen 'Knock at the Cabin'.
Gyseren foregår i en afsidesliggende hytte, hvor en lille familie pludselig terroriseres af en gruppe fremmede mennesker med et ultimatum: De forlanger at familien træffer et makabert valg for at afværge verdens undergang.
Premiere den 16. februar 2023 - Se trailer