Terrassen præsenterer: Yvonne Rainer

Den nomadiske biograf Terrassen præsenterer et komplet retrospektiv med Yvonne Rainers spillefilm i den ikoniske Palads-biograf fra d. 6.-28. november. 

Retrospektivet er det første i Danmark, og samtlige film vises i nyligt restaurerede 4K-versioner. Der er gratis adgang til visningerne. 

Yvonne Rainer (f. 1934) er anerkendt som en af de vigtigste amerikanske kunstnere i sin generation og som en af de mest indflydelsesrige figurer inden for moderne dans. Med base i New York er hun kendt for at have revolutioneret dans og koreografi i 60’erne, og er i dag et ikon inden for minimalistisk scenekunst.

Mindre kendt er det, at Rainer også har instrueret syv spillefilm samt en række kortfilm, der alle er kunstnerisk og politisk kompromisløse afsøgninger af Rainers livslange dedikation til dans, performance og kropslighed. Filmene har i årtier været yderst vanskelige at komme til at se, men er nu endelig blevet restaureret, og Terrassen viser alle spillefilm i november, samt et udvalg af hendes tidlige kortfilm.

Støttet af Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond

Program:

  • Onsdag d. 6. november: Privilege
  • Torsdag d. 7. november: Journeys from Berlin/1971
  • Onsdag d. 13. november: Kristina Talking Pictures
  • Torsdag d. 14. november: Film About A Woman Who...
  • Onsdag d. 20. november: The Man Who Envied Women
  • Torsdag d. 21. november: Murder and Murder
  • Onsdag d. 27. november: Lives of Performers
  • Torsdag d. 28. november: Five Easy Pieces + Screening Room w. Yvonne Rainer

OBS: Der er ingen reklamer eller trailere inden filmen starter

Rainer

Find en forestilling nær dig her